Den norske færge Havila Kystruten har vurderet, at en brand i en elbil kan udgøre en trussel mod passagerer, besætning og skib.
Derfor meddelte kystruten, som sejler fra Bergen til Kirkenes, i midten af januar, at man ikke længere vil tillade elbiler, hybridbiler og brintbiler ombord.
En brand i en elbil er meget varm, der kan være eksplosionsfare, og der vil blive frigivet giftige gasser.
Det kan betyde, at man skal evakuere skibet med det samme, og i værste fald kan man få et totalt havari af skibet.
Sådan en brand er særligt farlig, fordi den ikke kan slukkes. Derfor kan det få fatale konsekvenser, hvis en elbils batteri begynder at brænde på en færge.
Problemet er, at når man er ude på havet med et stort skib, så er der lang vej, før der kan komme hjælp.
På en færge står bilerne typisk tætpakket i bunden af skibet, den værst tænkelige kombination, hvis der opstår en brand i de såkaldte lithium-ion-batterier, som sidder i elbiler.
En brand i et stort lithium-ion-batteri har en eksplosionsagtig udvikling. Man kan kun se, at det ryger lidt, og så begynder det at give lyde, og lige pludselig så brænder det, og så skal man væk derfra.
Lithium-ion-batterier kan ikke slukkes, fordi de har en indbygget iltcelle.
Et stearinlys lever af den ilt, der er i luften. Når du fjerner ilten, så forsvinder ilden. Problemet med lithium-ion batterier er, at de har en iltcelle i batteriet, fordi det skal det bruge for at kunne arbejde.
Det vil sige, at hvis du lægger et tæppe over et lithium-ion-batteri, der brænder, så vil der bare brænde hul i tæppet, fordi ilten er inde i batteriet - medmindre det er et kulstoftæppe. Men ilden vil brænde videre under tæppet og udstøde fluorgas.
Lithium-ion-batterier er normalt sikre.
TEKST: CONNIE CHRISTENSEN - FOTO: HENRIK PLOUG m.fl.