SMART GRÆNSEKONTROL?
Ifølge tech-mediet Version2 er endnu en skandale i det offentliges håndtering af IT-systemer på vej. Det drejer sig om indførelsen af Smart Borders, som er et it-system, der skulle være effektivt til grænsekontrol ved de fysiske grænser og i lufthavne. Politiet skulle med det nye system effektivt kunne tjekke, om indrejsende har lovlig rejsehjemmel til Danmark. Det fungerer bare ikke endnu.
Der er knas i samarbejdet mellem Rigspolitiet og den franske leverandør, Idemia. Kulturforskelle, siges der, og systemet er indtil videre forsinket med 43 måneder.
Dertil kommer, at der i mellemtiden er vedtaget nye regler inden for EU, der betyder, at det endnu ikke fungerende system skal ændres/udskiftes, så man kan samarbejde med de øvrige EU-lande omkring grænsekontrol.
Rigspolitiet har så vidt vides brugt de allerede bevilgede penge og har søgt Finansudvalget om flere. Hvor mange penge, det drejer sig om, vides heller ikke, da Rigspolitiet ikke ønsker at sætte tal på budgettet. Smart?