Det Kongelige Teater
Børsen
Carlsbergs heste
Christiansborgs tårn med flag
Gardehusarregimentet til hest
Gefionspringvandet
Den Kongelige Livgarde på Rosenborg
Frederiksholms Kanal
Lurblæserne ved rådhuset

flemming jensen 1
Tekst: connie Christensen - Foto: Henrik Ploug

Flemming Jensen er kendt af alle i landet; hans store og utroligt alsidige talent når ud til både børn og voksne, unge og gamle. Sjov og alvor, revy, satire, julekalender, TV, one-man-shows – listen er nærmest uendelig – har denne ordets troldmand nået os med, som regel ledsaget af en uimodståelig latter, af og til også af et alvorsord.

Inden det gamle år sagde farvel, fik vi en snak med Flemming om løst og fast i livet, og om hvordan ens bane kan skifte spor:

 

Du startede allerede som 10-årig som ulveunge i en Far til Fire-film. Havde du allerede da lyst til at optræde?

”Det skal tages som en vittighed! Det var i ”Far til Fire og Ulveungerne”, og jeg plejer at joke med, at jeg debuterede i en titelrolle, men situationen var bare, at den flok af ulveunger, hvor jeg med, var blevet spurgt, om de kunne komme med nogle statister til filmen. Og så kom jeg med, ligesom 20 andre. Vi filmede egentlig ret mange dage, og det var en fantastisk oplevelse. Alene det at være sammen med Lille Per var stort. Men det var først, da jeg var væsentligt ældre – over 30 – at jeg rigtigt kom i gang med en karriere på scenen. Jeg debuterede professionelt i Rottefælden i Svendborg i 1979.”

Hvordan gik det til, at du kom til Rottefælden?

”Jeg har engang været skolelærer, indtil det ikke gik længere, forstået på den måde, at jeg brugte mere og mere tid på at optræde. Jeg havde sammen med mine kammerater fra seminariet lavet noget kabaret, sådan halvprofessionelt, som så mange andre har gjort det. Men så var der en af kammeraterne, Søren Vestergaard Mikkelsen – lægesøn fra Bornholm - som til sin skræk opdagede, at han faktisk skulle til at undervise børn, når han var færdig med seminariet. Det havde han ikke lige set komme, så han fik med sin fars hjælp et værtshus i Snogbæk på Bornholm, Sørens Værtshus, som ligger der den dag i dag. Sørens gamle seminariekammerater – og mig - lavede i 1975 en kabaret, som spillede i flere uger på det dengang nye silderøgeri i Snogbæk. Der blev røget sild om dagen, og om aftenen blev der strøet savsmuld på gulvet og lavet en scene af sildekasser, og så optrådte vi der, sammen med nogle af Danmarks bedste jazzmusikere. Det var på et meget højt plan musikalsk. Det gik vældigt godt, og der kom også Gitte og Erik Wedersøe, som syntes, det var mægtigt. De kendte så – det er jo altid det med, at nogen kender nogen – dem, der skulle lave Rottefælderevyen i Svendborg, Danmarks ældste revyteater. Det var dengang Danmarks intellektuelle revy, og mange anmeldere klagede over, at hvis man ikke var fast abonnent på Folketingstidende, kunne man ikke forstå en disse af, hvad der foregik. Revyen var skrevet af Jesper Kjær og Gunnar
flemming jensen 2Juhl, og Finn Nielsen skulle instruere. De ville hvert år gerne have et nyt navn til revyen, som regel fra Odense Teaters elevskole, de havde bl.a. haft Lisbeth Dahl, Kirsten Lehfeldt og Pia Rosenbaum. Altid en pige. Men det år syntes de åbenbart ikke, der rigtigt var nogen i Odense, så det endte med, at Erik Wedersøe anbefalede mig, og så tog de chancen med mig. Siden greb det om sig, men det var starten.”

Man må sige, at det i den grad har grebet om sig. Der er nærmest ikke det, du ikke har beskæftiget dig med.

”Der er ikke noget, der rigtigt lykkes, så jeg er nødt til at blive ved med at prøve noget nyt!”

Er der nogen genre, der står dig særligt nær?

”Det kan jeg meget nemt svare på. For mig er det nemlig meget væsentligt, at man ikke deler op i genrer. Man skal passe på ikke at komme alt ned i bestemte kasser. Anmeldere er universitetsuddannede, det bliver man ikke nødvendigvis klogere af, men man får nogle ting at vide, som kan være relevante. Men der er den store sygdom ved det, at når man nærmer sig en ting teoretisk, er man nødt til at kunne dele det op i kasser – genrer - for at kunne arbejde med det. Men så bliver det fiktivt, for livet er ikke opdelt i genrer. Det er kunst og kultur heller ikke. Det ellers udmærkede blad Politiken har en teaterredaktion, der er usædvanligt smalsporet, og det er synd for Politikens læsere. Den redaktion mener, at hvis noget er sjovt, kan det ikke være alvorligt og omvendt. Det er en primitivitet i tankegangen. ”

I og med, at du har lavet så mange ting, har du også arbejdet med mange forskellige mennesker. Er der nogle særlige egenskaber, du fordrer hos en medspiller?

”Musikalitet og så det grundlæggende begreb: store sko. At man siger ja til hinanden og giver plads. Nogle kan være svære at samarbejde med, fordi de kun ser deres egen rolle, og hvad den kræver. Men det er vigtigt at samarbejde, så helheden fungerer. Man skal ikke forsøge at stråle på bekostning af sine medspillere. Det var et problem i de tidligere generationer, men de unge skuespillere, der kommer nu, er meget bevidste om at få helheden til at fungere. Man kan nu godt savne de gamle krukker lidt, de var uforskammede, men hold op, hvor kunne det være morsomt! Men vi nævner ingen navne!

Da jeg skiftede fra skolelærer til skuespiller, kom nogle af mine gamle kolleger og sagde: Uha, den branche der, er der ikke mange knive i ryggen? Så svarede jeg: Det ved jeg ikke, men der er sgu ikke så mange som på et lærerværelse! Og det mener jeg virkelig, for i betragtning af, at vi alle sammen har vores egen lille købmandshandel og er hinandens konkurrenter, synes jeg, det er imponerende, som man under hinanden succes. Jeg har også oplevet det på egen krop. Det var noget af det første, jeg hørte fra Erik Wedersøe, hvor jeg var nervøs for de andres kommentarer, fordi jeg ikke var uddannet som skuespiller. Erik Wedersøe sagde: Hvis det, du laver, er i orden, siger de, at det da er hyggeligt. Hvis det ikke er i orden, er de helt ligeglade med, om du er uddannet eller er.”

Nu skal vi tale om Grønland, som tilsyneladende er blevet en konstant faktor i dit liv. Hvad trak dig derop i første omgang?

”Jeg var ung og stod med en lærereksamen. Dengang kom man ikke nær så meget ud at rejse som nu, så en lærereksamen var en betalt adgangsbillet til nye oplevelser. Jeg kunne sikkert lige så godt være røget med Mellemfolkeligt Samvirke til Afrika, jeg ville bare gerne ud. Jeg kom som et meget ubeskrevet blad til en lille bygd 40 km inde i bunden af Umanak isfjord. Det var et fangersamfund, og det var et svineheld for mig, for jeg kom til en bygd, der virkelig var grønlandsk, ikke som byerne, der var halvt eller trefjerdedel danske. Men derude var det de grønlandske, til dels eskimoiske principper, jeg dumpede ned i. Næsten ingen kunne tale dansk, så jeg var nødt til at lære noget grønlandsk og tilpasse mig, lære at køre hundeslæde osv. Det har præget mig for livet.

Lige for tiden er der meget snak om nogle grønlandske politikere, der har taget af kassen eller gjort noget andet ureglementeret. Men hvis man sammenligner med, hvad Lars Løkke Rasmussen har bedrevet, er der kun de to forskelle, nemlig at hos Lars Løkke var beløbet væsentligt større, og at de på Grønland ikke slap godt fra det. Selvfølgelig har de problemer med demokratiet på Grønland, men det har vi også herhjemme.

I disse år er der en større ligegladhed med Grønland, men tidligere var der en vis entusiasme, man ville gerne lære grønlænderne noget. Det var en god intention, men måske havde det været klogere at være optaget af, hvad vi kunne lære af grønlænderne. Fordi de har opøvet nogle ekspertiser, som vi har enormt brug for. De små samfund, hvor 160 mennesker bliver født og ved, at de stort set skal være sammen med de samme mennesker, til de dør. Det skaber nogle omgangsformer, hvor man finder ud af, hvordan man tackler konflikter, hvordan man lever sammen med forskelligheder. Der er en tilgang til tilværelsen, som vi kunne have lært meget af i stedet for som nu, hvor vi er ved at splittes ad og siger ting til hinanden, som vi aldrig før har sagt, i aviser, på facebook osv. Undskyld, hvordan er det, vi taler sammen? Der er kommet en polarisering, hvor vi har skærpet tonen samtidig med, at vi har fået andre kulturer ind. Det gør jo så, at de også skærper tonen; nogle af dem kommer fra krigszoner og har derfor fra starten en skærpet tone. I Grønland er der en ganske speciel tone, og hver gang jeg hører den, smelter jeg. Der sænker sig en mildhed over det hele. Der ligger en enorm ressource i Grønland. Nu om dage kalder man det værktøjer. Jeg synes, egenskaber er et bedre ord. Jeg bruger meget af min tid på at holde foredrag om det.

Der er desuden en grønlandsk ungdom, som man ikke skal undervurdere. Der har været nogle generationer i Grønland, hvor målestokken for succes var graden af danskhed. Det er en meget kedelig ting for en kultur at bruge en anden kultur som målestok for ens egen. Men nu er der kommet en ny, veluddannet, ofte tresproget generation, hvor de, samtidig med at de er meget moderne mennesker, griber ind over deres forældres og bedsteforældres kultur for at få fat i oldeforældres og tipoldeforældres kultur. Ikke for at blive som dem, men for at få afsæt i den gamle kultur. ”Min sjæl er, hvor jeg kommer fra, mit hjerte er, hvor jeg vil hen”, sagt af en 18-årig grønlænder. Herhjemme har vi meget med: min sjæl og mit hjerte er, hvor jeg vil hen, videre, videre, nyt, nyt.”