RANE WILLERSLEV OG NATIONALMUSEET

Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug

Professor i antropologi Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet. nye vinde blæser i vores nationale museum, for der hviler bestemt ikke professorstøv over den internationalt anerkendte topforsker. Vi var forbi for at høre nærmere:

Hvorfra kommer din interesse for historie?

”Den kommer helt fra barndommen. Min far var old-school historiker, født i 1914 og 30 år ældre end min mor.

Han var universitetshistoriker med speciale i økonomisk historie, men tilhørte en slags renæssancegeneration, hvor man vidste noget om alt muligt. Historien blev leget ind hos mig, det var datidens reenactment, hvor vi klædte os ud som musketerer og riddere og den slags. Da jeg skulle på universitetet, var jeg meget i tvivl, om jeg skulle studere forhistorisk arkæologi eller antropologi, dvs. at jeg skulle vælge mellem fortiden ellers nutidens jægere/samlere. Jeg valgte nutidens, fordi jeg var fascineret af at kunne rejse ud og bo med fremmede kulturer. For mig har mit fag – antropologien – altid været et kulturhistorisk projekt, ligesom det var i starten af fagets historie. Det opstod her på Nationalmuseet, førend det kom til universitetet, som etnografi. Det var et kulturhistorisk projekt, hvor man forsøgte at kortlægge kulturens veje. Det projekt havde man opgivet i faget, da jeg startede med at studere, men fordi det var det, der interesserede mig, blev jeg meget hurtigt forbundet med museumsverdenen, sådan at hele mit professionelle liv har været delt mellem museums- og universitetsverdenen. Jeg var afdelingsleder for etnografi på Moesgaard Museum samtidig med, at jeg var professor på universitetet. I Norge var jeg direktør for Kulturhistorisk Museum – den norske pendant til Nationalmuseet – som også er et universitetsmuseum. Så det er først nu med denne her stilling, at jeg er hoppet over i en ren museumsverden.”

Og nu er du ny her på Nationalmuseet. Hvad skal der ske her?

”Der skal ske mange ting. Noget af det, jeg håber at bruge min periode på, er at få opgraderet Prinsens Palæ. Selve bygningen er i dag utidssvarende, og jeg håber at kunne etablere den gamle indgang via Prinsens Palæ ind til selve museet, sådan at museet bliver en integreret del af Københavns Kulturkvarter, som omfatter en række kulturinstitutioner på Slotsholmen og det omliggende byområde. Jeg håber, at både bygninger og udstillinger bliver opgraderet. Hvad det indebærer, ved jeg ikke endnu, for vi er i gang med en udredning, men bl.a. skal vi i hvert fald klimasikre, for store dele af museet er ikke klimasikret, og det gør, at mange genstande bliver nødt til at stå i montrer. Vi skal gentænke samtlige udstillinger, for jeg synes, udtrykket herinde i dag er utidssvarende. Det er blevet klart efter at vi har fået en masse fantastiske museer rundt omkring i landet, f.eks. Moesgaard og Strandingsmuseet i Thorsminde, hvor man har en helt anden oplevelse og æstetik. Man må sige, at når man kommer herind, så er det sgu en lidt støvet oplevelse!

Det betyder, at vi skal have udført en meget klar analyse af, hvordan hhv. turister og den danske befolkning skal bevæge sig herinde. Det er to forskellige brugsgrupper: Turister bruger ikke særlig lang tid herinde, de vil se nogle helt bestemte ting, bl.a. vikingetiden. Danskerne skal have lyst til at være herinde en hel dag sammen med deres familie, og det kræver, at både bygning og udstillinger bliver gentænkt. Det bliver et langt, sejt træk, men vi starter til påske med at satse på børn og unge. Vi har afsat 5 mio til at skabe børne- og ungdomsaktiviteter for at signalere til omverdenen, at vi åbner museet på en helt anden måde end tidligere ud imod publikum.”

Det lyder rigtigt dyrt. Hvor finder man pengene?

”Vi bliver nødt til at få nogle fonde med på ideen. Vi har nedsat nogle arbejdsgrupper, som arbejder med bygnings- og indholdssiden af Prinsens Palæ. Så må vi tage udgangspunkt i deres anbefalinger og gå i dialog med fondene i håb om, at nogen af dem ønsker at støtte.”

Er Prinsens Palæ totalfredet?

”Nej, kun delvist. Søjlegangen er f.eks. ikke fredet. Men mit ønske er ikke, at vi skal rive det ned. Mit ønske er, at vi skal gentænke den eksisterende bygningsmasse på nogle nye måder, så oplevelsen indvendigt bliver en anden.”

Når du nu tænker disse nye tanker, er der så noget – måske i udlandet – du er inspireret af?

”Der er mange inspirerende steder, jeg kunne f.eks. nævne Imperial War Museum i Manchester, som er tegnet af arkitekten Daniel Libeskind. Bygningen er lavet som en bunker, hvor man kommer ind og pludselig kan opleve et flyangreb. Jeg tror, kernen i nye museer er, at den besøgende ikke længere bare vil have en distanceret oplevelse ved at stå og se på en genstand. Man vil være til stede i forhistorien. Det kan gøres på forskellige måder: ny teknologi, reenactment osv. Nationalmuseet skal finde sin egen måde at gøre det på, for her kommer vi ikke uden om montrerne. De er en del af oplevelsen, fordi vi har med originalgenstande at gøre. Men montrer kan gentages på andre måder. Jelling er et godt eksempel, hvor man har en digital information, der kører rundt inde i selve montren, og hvor man ikke udstiller en etableret sandhed, men gåden omkring de genstande, der er.

Igen har Strandingsmuseet i Thorsminde været en kæmpeinspiration, fordi det har både de klassiske museumsgreb – man kan f.eks. klæde sig ud – samtidig med, at det har en storslået æstetik, som man faktisk godt kunne tænke ind i palæet her. Men et nationalmuseum skal finde sin egen æstetik, og vi må eksperimentere os frem, man kan ikke bare tage en æstetik fra et andet museum og flytte det over. Udfordringen for Nationalmuseet er, at vi ikke bare har en enkelt historie at fortælle, som tilfældet er med mange andre museer. Vi skal kunne mange ting på én gang her, og det er den store udfordring. Derfor kommer det til at tage tid at finde de forskellige universer, der skal kunne rummes herinde og spille sammen. Men jeg håber, at man, når min periode er slut, vil komme ind til et andet Nationalmuseum med nogle store oplevelser, som først og fremmest overrasker. For museet er videnskabsdrevet, og videnskabens fornemste rolle er efter min mening at overraske mennesker. Det er ikke at have en bestemt politisk eller moralsk holdning til ting og forkynde et eller andet, men at komme med nogle resultater, der kaster selvforståelsen op i et helt nyt lys. Det har ikke noget med videnskab at gøre at give nogle autoritative gennemgange af historien ligesom i en skolebog. Det, der driver videnskaben, er mysterierne, som man forsøger at afdække. Alle de områder, hvor tingene ikke falder på plads.  Videnskaben skal kunne overraske.

Publikum har også ændret sig, det afspejler sig også i f.eks. nutidens TV-serier, hvor vi ser komplekse mennesker som de er og ikke som et glansbillede à la Dallas og Dollars fra 1980’erne. Mennesker i dag ønsker ikke en skolebogsforklaring, men en mulighed for selv at undersøge og forstå en kompleks verden. Videnskaben er de store spørgsmål og de ufærdige konklusioner, og det er det, en udstilling skal kunne rumme, og jeg tror også, publikum er parat til at tage den udfordring op.”

Der er vel også i museumsverdenen nødt til at ske et generationsskifte? Man finder nye ting, som ændrer historien.

”Det er netop også udfordringen for udstillinger: De skal kunne justere sig på en helt anden måde. Det nytter ikke noget, at de er fastlåste, så man ikke kan ændre noget på dem. For historien bliver skrevet om hele tiden, især nu, hvor man har nye metoder som f.eks. DNA-forskning. Vi får hele tiden nye resultater, som omskriver tingenes tilstand, f.eks. Egtved-pigen, som viser sig at være tysk og ikke dansk. I dag kan vi ikke på overbevisende måde genfortælle f.eks. Egtved-pigens historie i den eksisterende udstilling, fordi man er bundet af et bestemt design. Man må tænke i mere mobile og omskiftelige baner, for udviklingen går stærkere og stærkere. Da jeg kom ind i museet i 1992 efter den store ombygning, syntes jeg, det var helt utroligt. Men i dag fremstår det som gammeldags og nedstøvet. Jeg tror heller ikke, man dengang havde lavet analyser af, hvordan hhv. turister og lokalbefolkningen bevæger sig. Det var ikke en del af den måde, man gik til værks på dengang. Der er brug for nytænkning af hele bygningsmassen og også den æstetik, der skal forme fremtidens Nationalmuseum. Det er en langsom proces, hvor både medarbejderne og fagligheden skal involveres.

En anden ting er, at man bliver dødtræt af at gå igennem de eksisterende udstillinger. Vi har fået lavet en ”ikke-bruger” undersøgelse, dvs. at vi har spurgt mennesker, der ikke bruger museet, om hvorfor de ikke gør det. De påpeger, at man føler, man kommer ud som en taber, for man kan ikke nå at se hele museet på en dag. Alt er så tætpakket, at man bliver dødtræt undervejs. Vi må tage hensyn til, at publikum skal kunne hvile sig og reflektere undervejs. Som det er nu, er man udmattet efter bare at have set 20% af museet. Museet skal være langt mere publikumsvenligt og interessant. Mysterier og overraskelser skal være dominerende. Fordi vi har så mange genstande, er der måske en tendens til, at man gerne vil vise det hele. Og det kan blive for meget. Det er en hård rejse, hvis man skal igennem alle udstillingerne. Der er mange elementer i f.eks. oldtidsudstillingen, der er fantastiske: Den måde, lurerne er sat på, hvor man føler, at de næsten spiller, fordi de hænger fra loftet som en kunstnerisk formation. Men hele udstillingen er 10 år gammel, og det er nok til, at man føler det gammelt og tungt. Hele museumsmiljøet har bevæget sig med de nye udstillingsformer, der får publikum til at føle sig som en del af historien, og det har skabt helt nye krav til museumsoplevelsen. Det kræver også en klar opgradering af Nationalmuseet, som gerne skulle fremstå som en spydspidsinstitution og ikke som noget, der står tilbage som gammeldags og støvet.”