bodil jorgensen 1

Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug

Skuespiller Bodil Jørgensen har på sin stille, sødmefulde måde formået at nå ind til os alle, både voksne og børn, med både morsomme og seriøse roller. Men at der også er bid i Bodil, skal man ikke tage fejl af. Her følger et uddrag af vores samtale med Bodil:

Du kommer fra et lærerhjem, og du læste selv engelsk, måske også med henblik på at undervise. Hvordan kom skuespillet ind i dit liv?

Jeg læste netop for at bliver underviser. Da jeg havde gået i gymnasiet, kom jeg til England i det sabbatår, man fik lov til at få. I England mødte jeg nogen, der læste teater og Shakespeare, og jeg fik Shakespeares samlede værker på originalsproget med hjem. Jeg blev helt begejstret og tænkte, at jeg ville være derinde i de store dramaer, hvor de ender med at blive sindssyge eller dø til sidst. Jeg må have sagt noget om det derhjemme, og mor og far syntes, det var godt, hvis jeg blev lærer inden, for så havde jeg jo altid noget at falde tilbage på.

bodil jorgensen 4Bodil Jørgensen i "Klinkevalsen"

Det endte med, at jeg gerne ville fordybe mig i Shakespeare, så jeg valgte ikke at gå på seminariet, men at læse engelsk på Aarhus Universitet. Jeg skulle have et arbejde ved siden af, og det blev hos en fysisk handicappet pige, som pudsigt nok havde noget, der hed Aarhus Krykkeensemble. Det var et lille ensemble med tre fysisk handicappede. Jeg bar højttalere og mikrofoner, og vi optrådte på plejehjem og højskoler. Vi tog på turné om sommeren med en forestilling, der hed ”Cirkus Fantaspastisk”. Det foregik på gader og stræder, og i starten gik jeg rundt som tigger og raslede med bøssen. Jeg foregav at være spastisk, så folk puttede mange penge i bøssen. Da folk opdagede, at jeg ikke var handicappet, ville de selvfølgelig have deres penge tilbage. Da fandt jeg ud af, at det ikke var alt, der kunne betale sig, der skal også ske noget inde i hovederne på folk. Mennesker med fysisk handicap har en enorm selvironi, de er virkelig barske. Vi lavede nogle forestillinger, hvor vi viste de handicappede frem bag et forhæng, og så kunne publikum se og røre, ligesom Elefantmanden i gamle dage. Publikum stod med åben mund og kiggede, de havde aldrig set noget lignende. Det er en stor grund til, at jeg blev skuespiller: for at påpege ting og sager. Det er ikke fis og ballade og røde løbere, jeg går efter. Den dag, jeg opdager, at det har ændret sig for mig, stopper jeg. Min mor spurgte mig ofte, hvad jeg egentlig ville på de skrå brædder og i det stærke lys. Nu, hvor hun ikke lever længere, spørger jeg mig selv en gang imellem, om jeg er det rigtige sted. Den dag, der ikke længere er gløder i det, holder jeg op. For så er der meget mere brug for mig andre steder.”

Da du blev færdig som skuespiller som 29-årig, må den erkendelse allerede have været der. Hvilke roller gik du efter dengang?

Jeg var for gammel til ungpigerollerne, og det gjorde mig ikke noget. Siden har jeg jo faktisk ofte spillet kvinder, der var ældre end mig selv. Det var en god alder, som 29-årig, at blive færdig, fordi jeg havde prøvet noget i livet. Det er en hård branche, og det er godt at have nogle erfaringer fra livet med sig. Ellers kan man nemt gå og blive noget så krukket og pernitten. Der er også et liv, og teatret skal kunne afspejle det liv. Det liv, vi somme tider føler, vi slæber os igennem, skal kunne stå tydeligt og klart i teatret, så der skal investeres alle de kræfter, man har. Det er ikke et pylreerhverv!”

Er det den grundholdning, du har, som er den seriøse basis, uanset om du er alvorlig eller så morsom, at vi falder ned af stolen af grin, når du optræder?

Ja, det synes jeg. Det sjoveste er, når det er tragikomisk. Det er også, når det går virkelig ned ad bakke, at vi har mest brug for komikken. Der skal helst være en hund begravet under de figurer, jeg laver.”

bodil jorgensen strisser

Bodil Jørgensen og Lars Bom i "Strisser på Samsø"

Man hører ofte fra skuespillere, at komikken i virkeligheden er den sværeste form, fordi der skal være noget krop og indhold bag, ellers bliver det plat og tomt. Det må vel være det indhold, du leverer, siden du kan ramme os alle sammen så grundigt?

Jeg har sunget sange som pikkesangen og sangen om den lille gokkehøne, der ikke har lært at gokke. De er lavet til en lille, uskyldig pige fra Jylland, som simpelthen ikke synes, det skulle være noget særligt at synge pikke-pikke-pik. Jeg kunne mærke på publikum, at de var ved at dø af grin, når jeg sang dem. Det må have noget at gøre med uskylden, at pigen ikke forstår, hvad det er, hun synger. Det er jo på en måde tragikomisk og absurd, men vores liv kan meget nemt blive absurd. Man kan bruge det meste af sit liv på at gå uden om bananskrællen, og så pludselig en dag falder man i den og brækker benene. Så har man brug for at komme op igen, og det kan teatret hjælpe med.”

Du var jo selv ude for en frygtelig ulykke i 2014, som næsten kostede dig livet. Har den sat sig spor i sjælen?

Den er en del af mig, det er klart. Men jeg er kommet mig, jeg skal ikke ynkes eller gå og have ondt af mig selv, selvom jeg en gang imellem da har ondt – det ku’ da bare lige passe, som min far ville have sagt. Der er mange, der har det værre.”

bodil jorgensen 3

Hvad mener du om Metoo?

Det er taberagtigt, og det er ynk, jeg skammer mig på mit køns vegne. Selvfølgelig skal man ikke misbruge sin magt til at forgribe sig på små drenge eller piger, det er utilstedeligt. Det startede med Weinstein, et dumt svin, undskyld mit sprog. Men jeg ville da aldrig indlede en forhandling med en mand, der står i slåbrok på et hotelværelse. Jeg ville bede ham tage tøj på og komme ned i foyeren! Jeg kunne aldrig drømme om at prostituere mig selv for at få en rolle. Vrøvl!”

Og dog har det nok været mere reglen end undtagelsen.

Der er kvinder, der har solgt sig for en rolle eller er blevet taget på balderne. Nu klager de så over det, og det er svagt. Svagt over for de kvinder, som virkelig bliver voldtaget, omskåret og misbrugt. Det kan vi ikke være bekendt. Den dag, voldtægtsraten virkelig falder, kan vi begynde at tale om det. Resten er pladder, pylder og pis i forhold til de kvinder ude i verden, der virkelig misbruges og lemlæstes. Vi kan selv som kvinder slå en streg i sandet og sige stop.”