samuel rachlin2
Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug

Journalist og forfatter Samuel Rachlin har i mange år været kendt i vores medieverden som politisk reporter og iagttager, i både øst- og vestforhold. Samuel Rachlins familiehistorie er nok mange bekendt og kan læses i sin helhed i forældrene Rachel og Israel Rachlins bog ”16 år i Sibirien” fra 1982. Meget kort fortalt blev familien Rachlin tvangsflyttet fra Litauen til Sibirien i 1941 og måtte tilbringe 16 år under vanskelige forhold i Sibirien,

hvor Samuel blev født. Familien kom til Danmark i 1957.  Samuel Rachlin har dyb indsigt i de politiske forhold i både Rusland og USA, og hans betragtninger omkring russernes rolle i Syrien, som kan læses længere nede i teksten, er interessante set i lyset af den seneste tids terrorhandlinger.

Samuel, med din families historie i Sovjetunionen er det vel ikke underligt, at du har søgt mod USA, er delvist uddannet der og har arbejdet der i mange år. Hvad var det, der trak dig til USA?

”Jeg er faktisk også uddannet i Danmark. Jeg læste russisk og dansk, men fandt ud af, at jeg ikke ville være gymnasielærer, men journalist. Jeg var færdig på universitetet, da jeg startede på radioen i 1974. Jeg havde arbejdet som free-lance journalist både på Information og Politiken i ganske mange år, mens jeg læste. Da jeg så blev ansat på Radioavisen, var det sådan, at man skulle accepteres af Journalistforbundet, og da jeg ikke var uddannet på Journalisthøjskolen i Århus, fik jeg med det samme at vide, at jeg jo ikke var rigtig journalist. Jeg blev mobbet og set ned på af de ”rigtige” journalister, og det generede mig. Jeg havde, allerede mens jeg gik på universitetet, en drøm om at komme på et amerikansk universitet, og da jeg havde været på Radioavisen et par år, og mobberiet blev ved, tog jeg orlov og kom et år på Columbia University i New York og fik en master’s degree i journalistik. Jeg kom ikke tilbage til Radioavisen, for mens jeg var i USA, blev stillingen som DR’s korrespondent i Moskva slået op, i 1977. Den søgte og fik jeg. Det var som med alt i livet et sammenfald af tilfældigheder, at jeg kom til Sovjetunionen. Mens jeg var på Udlandsredaktionen på Radioavisen havde jeg rejst nogle gange til Østeuropa og Sovjetunionen og havde fået smag for at rapportere fra udlandet. Allerede mens jeg var på Information og Politiken var det med fokus på Sovjetunionen og udenrigspolitik, dissidenter og litteratur. Så på den måde opstod der en idé og – med det store ord – en drøm om en dag at komme til Moskva som korrespondent. På det tidspunkt havde DR ikke nogen post i Moskva. Nogle fra TV-Aktuelt rejste af og til derover og lavede nogle reportager, men det var meget sporadisk, hvad der blev lavet om Sovjetunionen i DR dengang.”

Man kunne forestille sig, med din families historie, at du ville tænke: Lad mig holde mig så langt væk fra det land, som jeg kan. Men det trak i dig alligevel?

”Det gjorde det. Jeg havde ikke nogen hang-ups – min forældre heller ikke – omkring det. Mine forældre var ikke bitre eller hadefulde, de tog det som en del af deres skæbne. Jeg nærede ingen illusioner om det politiske system, og det har holdt sig! Det var journalistisk interesse og nysgerrighed, der drev mig, og drømmen om at kunne formidle til danske seere og lyttere, hvad der foregik bag Jerntæppet.

Jeg rejste direkte, sammen med kæreste, fra New York til Moskva i efteråret 1977. Vi blev der i 7 år, lige op til perestroika og glasnost og det begyndende sammenbrud.”

USA skal vi også tale om, fordi du har tilbragt meget af dit liv ”over there”. Du har herhjemme holdt mange foredrag om amerikansk politik og kultur, herunder 9/11-katastrofen. Hvordan fornemmer du, at den begivenhed forandrede USA?

”Det var et chok, der vil leve i USA i generationer på samme måde som angrebet i Pearl Harbour, der i de forløbne 70 år er blevet en del af amerikansk bevidsthed. Det er ikke sket mange gange i amerikansk historie, at landet er blevet overfaldet udefra. Derfor havde det en dyb, dyb chokeffekt og gav amerikanerne et traume og anledning til selvgranskning. Hvad var det, vi havde gjort, der havde fremmet dette had? Hvad havde vi gjort forkert? Hvorfor var vi ikke opmærksomme på, at det kunne ske? Selvransagelse er meget amerikansk. De kan begå nogle forfærdelige ting, både mod sig selv og andre, men de er rigtigt gode og skånselsløse, når de prøver at forstå sig selv. Den selvransagelse har stået på i årevis, og 9/11 er dokumenteret som ingen anden begivenhed hverken i nyere eller ældre tid. Mange ting er taget op til revision, og der er ingen tabuer i amerikansk meningsbrydning. Man skal også tænke på, at USA er en ung nation, kun et par hundrede år. Nationen er stadig ikke færdig med at blive formet, den er jo nærmest kun en teenager i forhold til vores gamle, europæiske nationer. Den slags begivenheder er med til at forme deres selvopfattelse og verdenssyn.”

Du har skrevet en bog om Putin, hvor du giver et billede af en magtperson, som vi i Vesten har svært ved at forstå. Har USA og Vesten taget fejl af Putin? Hvis USA havde givet Putin mere spillerum i Mellemøsten, kunne vi måske have undgået den katastrofale situation, vi er havnet i omkring flygtninge?

”Nej. Det er ikke kun amerikanerne, der ikke har set, hvem Putin er, og hvad han står for. Det gælder i lige så høj grad europæerne. Vi har ikke håndteret Rusland under Putin på nogen særlig kløgtig eller strategisk måde, fordi det er så fremmedartet og ukendt for os, at vi har med andre begreber og værdinormer at gøre. En helt anden måde at tænke på. Bare se på, hvad der sker i Syrien i disse dage (omkring 1. oktober, red.) efter mødet mellem Obama og Putin, hvor Putin talte om en international koalition og samarbejde. To dage efter mødet går Rusland alene til angreb på stillinger i Syrien, som vi ikke ved hvem er. Den syriske opposition og oprørsledelse siger, at det var civilbefolkningen og ikke Isis, de angreb, men derimod de styrker, der er imod Assad. Igen står både amerikanerne og europæerne i vildrede. Hvad skal vi tro? Stod Putin ikke lige i FN og talte om en international koalition, at man skulle indgå kompromiser, at man skulle gøre ting hånd i hånd, om velvilje. Russernes varsel var, at en russisk militærmand i Damaskus kom hen og bankede på på den amerikanske ambassade og sagde: Vi vil bare lige informere jer om, at vi om en time starter med luftangreb på terroriststillinger. Vi troede, Putin var på vej tilbage, fordi han gerne vil ind i det gode selskab igen, han vil gerne lægge Ukraine og Krim bag sig og accepteres som en international spiller. Det er den rationelle, vestlige tænkning. Sådan forholder det sig ikke. Nej, man kan ikke bebrejde Vesten, at vi er gået skævt af Putin, for han er ikke let at greje. Han er en kompliceret personlighed, en meget uigennemsigtig politiker, og han lyver og bedrager. Det er ikke den måde, vestlige politikere er vant til at omgås hinanden på. Selvfølgelig er der altid en vis portion pokerspil i politik, både indenrigs- og udenrigspolitisk. Men at man lyver som en hest kan rende hele tiden, det er svært at greje. Jeg tror, at der faldt skæl fra mange vestlige politikeres øjne, da de opdagede, hvad hele historien om Krim og Ukraine gik ud på, men alligevel lader de sig forlede og vildlede gang på gang. Nu igen, i FN, hvor russernes spil åbenbart var for galleriet. Mange er ude at tænke, at vi har skubbet for hårdt på, at vi har udvidet EU og Nato for hurtigt og ikke taget nok hensyn til russerne. Nej, jeg synes ikke, man kan bebrejde Vesten noget, for jeg mener tværtimod, at vi åbnede os på alle måder og indlemmede Rusland i en masse af de vestlige klubber, som de aldrig havde været medlem af,  G7, WTO og flere andre, de fik lov at åbne en repræsentation i Bruxelles, i Natos hovedkvarter, man holdt øvelser sammen. Man troede, at Rusland nu var på vej til at blive en partner, som man kunne have med at gøre, i modsætning til alle de år, hvor man havde været på konfrontationskurs under den kolde krig. Men man tog fejl! Der er mange, der har talt om, at der er tale om en ny kold krig. Det mener jeg ikke. Den kolde krig var en ganske bestemt historisk-politisk epoke under ganske bestemte vilkår og forudsætninger, hvor verden var delt op i kommunisme mod kapitalisme. Det er ikke det, vi står i nu. Der er ikke de ideologiske uoverensstemmelser i dag i verden. Det er ikke en kold krig nr. 2, det er snarere forstadiet til krig.

Det her i Syrien er dybt alvorligt. Nu skal de til at aftale overflyvning over Syrien, så de ikke ved en fejltagelse kommer til at beskyde hinanden. Det interessante er, at de russiske fly, der er blevet udstationeret dernede, er fly, der ikke bare er udrustet  til at angribe mål på jorden, men også har luft-til-luft angrebsmuligheder, altså kan gå i luftkamp med andre fly. Og hvem skulle det så være? Isis og terroristerne har ikke noget flyvevåben. Der er altså lagt op til en mulig konfrontation, og med meget avancerede våben. Det andet interessante element i det, når vi betragter denne situation og Putin, er, at vi umiddelbart tænker: Han viser styrke. Rusland er igen en stormagt. Det passer altså ikke. Rusland er ikke nogen supermagt, hverken militært eller økonomisk. Den russiske økonomi er i dyb krise, landet er en svækket magt med en økonomi, der er forsvindende lille i forhold til EU, USA og Kina. Alligevel stiller han sig op og udfører en aktion på denne måde, langt fra sine egne grænser, for at demonstrere, at han kan. Han handler ikke ud fra styrke, men fra svaghed.”

Det bliver interessant at følge situationen. Hvordan ser dine egne aktiviteter ud for tiden?

”Jeg har udgivet 4-5 bøger inden for de seneste år og har kombineret det med foredrag, konsulentarbejde med kommunikationsrådgivning, PR og lignende. Den sidste bog handlede om situationen i Rusland og Ukraine, Jeg Putin. Jeg skriver nu på en bog om Den Kolde Krig, fordi jeg ofte oplever, at unge mennesker fra omkring 40 år og nedefter ikke aner, hvad det var. Jeg er selv et barn af den kolde krig og har oplevet det på begge sider af Jerntæppet, så jeg har god indsigt i den periode.”