Hurtig hjælp er dobbelt hjælp.
Akutlægebilens opgave er at bringe narkoselægen hurtigt frem til patienten, hvad enten det er et fastklemt trafikoffer eller astmatiske patienter, der ikke kan få vejret. Hurtig bedøvelse og stabilisering af vejrtrækning og kredsløb kan holde patienter i live, til de kan komme under egentlig behandling.
Alle lægerne på akutlægebilen er speciallæger i narkose.
Narkoselæge Søren Loumann Nielsen har været læge i 25 år og har siden 2001 været chef for akutlægebilen. Søren forklarer: ”Det, at vi er narkoselæger, gør, at vi for det første er gode til at tage beslutninger hurtigt, og for det andet kan holde folk i live, til de kan komme under den rette behandling. Vi kan bedøve dem, hvor de nu måtte befinde sig, fastklemt i bilsædet, liggende under murbrokker, eller hvor det nu måtte være. Vi kan bedøve astmatiske patienter, der ikke kan få vejret, så de falder i søvn og kan lægges i respirator på skadestedet. Det er det, vi kan som narkoselæger: lægge et rør ned i halsen på patienterne, bedøve dem og holde dem sovende.”
Hvornår blev akutlægebilen opfundet?
”Akutlægebilen er oprindelig en græsrodsbevægelse, forstået på den måde, at det var en alliance mellem korpsambulancemester Johnsen, hospitalsborgmester Jørgen Frederiksen og overlæge Mogens Bredgaard Sørensen, som havde hver deres tilgang til opgaven. Korpsambulancemesteren kunne se, at de medicinske patienter blev dårlige, når de blev båret ned uden at være stabiliserede først. Min kollega Mogens Bredgaard Sørensen. søgte sin inspiration i Europa, hvor det med at tage ud og på relativt avanceret vis stabilisere patienten var en lægeopgave. Jeg mener i øvrigt stadig, at den opgave bedst ligger i lægehænder. På det tidspunkt havde Københavns kommune pinagtigt brug for en politisk succes. Lige i øjeblikket er bystyret nogenlunde stabilt, men der har været perioder i Københavns bystyre, hvor det har været overordentlig turbulent. Så det var gefundenes fressen, at man havde noget, der var synligt, og som gjorde noget for borgerne. Akutlægebilen blev altså dannet i 1985, på et tidspunkt hvor økonomien i byen var alt andet end god. Først kørte den som forsøgsordning. Man havde i mange år kunnet hente en læge på Kommunehospitalet, men nu fik man altså en decideret akutlægebil. Fra 1987 blev ordningen permanent, så vi betragter vores ”fødselsår” som 1987.
Først var vi en del af det tidligere Kommunehospital, herefter flyttede administationen til Hvidovre hospital, så flyttede vi under Hovedstadens Sygehusfællesskab, og nu til Regionen. Den praktiske administration sker via Rigshospitalet. Rigshospitalets narkoseafdeling, som betjener traumecentret, er også der, hvor vi – læger og sekretærer - er ansat. Det er sådan, at lægerne dels passer almindelig lægegerning på hospitalet, og dels har vagter på akutlægebilen. Jeg er selv overlæge på halv tid på Rigshospitalet, og halv tid på akutlægebilen. Det er mest hensigtsmæssigt med den vekselvirkning at være læge på et hospital og køre akutvagt, for der, hvor vi virkelig kan gøre en forskel, skal vi helt ud på kanten af vores kunnen, og hvis man ikke hele tiden bliver fagligt presset på sin primære arbejdsplads, står man derude med akutlægebilen som Palle alene i verden. Man skal være oppe på beatet, og det kommer man både på Rigshospitalet, som jo er Regionens højt specialiserede hospital, og også på Regionens øvrige sygehuse, hvor man bedøver dagligt. Lægerne søger om vagterne på ambulancen, og det er ret eftertragtet.
Vi har vores eget budget. Vi holder til på Hovedbrandstationen i lokaler, som vi lejer af kommunen, dvs. Københavns Brandvæsen, og vores assistenter låner vi mod betaling fra Københavns Brandvæsen. Der er 36 læger tilknyttet, som har vagter af op til 16 timers varighed. Der er to læger på vagt, en på døgnvagt og en på vagt dagligt fra kl. 8-22. Natten fredag-lørdag og lørdag-søndag kører vi vagten igennem, så der er to på vagt. Assistenterne fra Københavns Brandvæsen har fået et kursus, så de kender medicinen og vores grej og køretøjer, og de kører også bilen, som er ejet af Region Hovedstaden. Yderligere har vi 2 sekretærer på fuld tid og ekstra ”weekend-assistance”. Sidst, men ikke mindst, har vi vores tekniker, som sørger for, at bilen har det udstyr, tøj osv, der skal til, og han ordner alt det praktiske omkring bilen, dog ikke mekanikeropgaverne, der har vi en fantastisk mekaniker, som hjælper os på alle tider af døgnet. Vores akutlægebil er et køretøj, der bringer lægen frem til patienten, det er ikke en ambulance, for en ambulance transporterer patienter, den har et bårerum, det har vores bil ikke. Vi opererer i et såkaldt rendez-vous system med ambulancerne, hvor vi mødes hos patienten. Vi ligger centralt midt i det hele, og så er der ambulancestationerne ude omkring.
Vores akutlægebil dækker den sydlige del af regionen, svarende til 1,2 mio mennesker. Navnlig nætterne kan være hårde, når man er alene om 1,2 mio mennesker, så er der nok at se til. Vi har mulighed for at trække på en ekstra akutlægebil fra Hillerød, og hvis vi er helt på Herrens mark, gør vi det. Vi kører 22-23 udrykninger i døgnet, så vi har travlt.
Bilens udstyr omfatter alt, hvad man kan forestille sig, at der kan blive brug for. Vi har en medicintaske, som indeholder medicin til genoplivning efter hjertestop, til at afbøde astmaanfald, til bedøvelse og smertelindring, stabilisering ved blodprop i hjertet osv. Medicintasken er den centrale ting i vores udstyr, og vi har medicin nok til en mindre borgerkrig. Især fylder hjertemedicinen meget, hjerter er svære at have med at gøre. Vi har en masse grej, også en respirator, som ganske vist ikke er så avanceret som den, hospitalet har, men den gør det, den skal, nemlig give patienten luft. Og så har vi overvågningsudstyr.
I det hele taget er det os, der har det mest avancerede grej. Bare et eksempel: Hvis karrene er kollapsede hos en alvorligt syg, så man ikke kan administrere medicin i en blodåre, har vi en boremaskine, så vi kan bore en kanyle ind i en knogle og få væsken ind direkte via knoglen.
Narkoselæger lever for luftvejen. Vorherres lille dumhed med at lade luftrør og spiserør krydse hinanden holder os beskæftigede!
Patienterne i den akutte fase falder i to grupper 1) sygehistorien giver en ret klar indikation af, hvad problemet og dermed hvad diagnosen er. Dette afføder nogle medicinvalg. 2) Den typisk svært syge, hvor det slet ikke er helt klart, hvad diagnosen er, men patienten er hundesyg.
Boremaskine til at bore ind i knogler for at sprøjte væske ind.
I disse situationer arbejder vi forenklet sagt efter de fem første bogstaver i alfabetet: a for airway (luftvejene), b for breathing (vejrtrækningen), c for circulation (kredsløbet), d for disability of central nervous system (fejl i centralnervesystemet) og e for environment eller event (hvorfor er det sket). Vejrtrækningen er vigtig, for hvis folk ”taber højde” af den ene eller anden grund, lider hele kroppen før eller senere under det. Så i denne situation beskæftiger jeg mig som narkoselæge egentlig ikke med diagnosen, men jeg gør forskellen.
Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug