I hjertet af verdenshavene pulserer en værdifuld motor for klimaet.
Systemet af havstrømme - den termohaline cirkulation - fungerer som havenes store transportbånd og er afgørende for at regulere vores globale klima ved at sende tropernes varme havvand mod europæiske kyster og sende Nordatlantens kolde vand tilbage.
Men en ny rapport fra Københavns Universitet har kastet et skræmmende lys over systemets skrøbelighed.
Rapporten går så langt som at sige, at et kollaps af havstrømmen med 95 procent sikkerhed vil ske mellem 2025 og 2095. Mest sandsynligt om 34 år - i 2057.
Havstrømmene i Atlanterhavet.
Dermed risikerer det nordeuropæiske klima blandt andet at blive markant koldere, mens andre egne ville blive tilsvarende varmere.
Reaktionerne fra fagfæller har været blandede, selvom der egentlig ikke er uenighed om, at systemet svækkes.
Bag det nye studie står Peter Ditlevsen, der er klimaprofessor ved Niels Bohr-instituttet.
En ting, som der er enighed om blandt forskerne, er, at kollapser de afgørende havstrømme, der fordeler varme og kulde mellem Nordatlanten og troperne, så har det store konsekvenser.
Herhjemme kan det betyde, at vores danske klima snarere kommer til at minde om det, de har i Canada og Alaska.
Selvom en nedkøling af Europa kan forekomme mindre alvorlig, når kloden som helhed bliver varmere, og hedebølger bliver hyppigere, så vil kollapset også bidrage til en forøget opvarmning af troperne, hvor stigende temperaturer i forvejen skaber udfordrende levevilkår.
Tekst: Connie Christensen - Fotomontage: Henrik Ploug