lisbet dahl
Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug

Lisbet Dahl og det gode team i Bakkens Cirkusrevy har netop præsenteret endnu en succesrig revy og opnået bragende flotte anmeldelser. Det er Lisbet Dahls sæson nr. 29 i Cirkusrevyen, de fleste af dem som instruktør.

Redaktionen drog til Dyrehavsbakken på en dejlig forsommerdag for at tale med Lisbet om arbejdet og livet på Bakkens Cirkusrevy.

Der må være noget særligt ved at lave revy her på Bakken, siden du har holdt ved så længe?

”Alle bliver lykkelige ved at komme herud, det er ikke bare mig. Man er midt ude i skoven. Når vi starter arbejdet med revyen, er alt gråt og brunt. Efterhånden op til premieren er det hele grønt. Det er fascinerende at arbejde inde i salen og samtidig kunne følge med i naturen og livet udenfor. Det er meget charmerende, selv efter 29 år!”

Du startede meget tidligt med at instruere, i 1970’erne på ABC Teatret hos Klaus Pagh. Er det svært både at instruere og spille med i samme forestilling?

”Det synes jeg ikke. Nu har jeg jo gjort det i mange år, og jeg prøver altid at gøre det så nemt som muligt for os alle sammen. I starten i Cirkusrevyen var Ulf Pilgaard, Claus Ryskjær og jeg et team; hverken Ulf eller Claus havde lyst til at være den, der bestemte, men jeg syntes, det var evigt skønt, for så kunne det blive, som jeg ville have det (grinepause, red.). Nej, jeg ved ikke helt hvorfor, men sådan blev det bare, og vi var et rigtigt godt team. Vidt forskellige alle tre, men vi havde en samhørighed omkring humor og måden at arbejde på. Og Ulf er her jo også endnu – han er ikke til at blive af med!”

Hvornår går processen i gang til en ny revy?

”Vi er allerede nu i gang med at lægge holdet fast til næste år, for vi har forsalg på billetterne til 2016 fra 1. juli i år. De store træk skal på plads nu: holdet, scenografer, koreografer, kapelmester. Scenograferne går i gang i løbet af efteråret, og når vi når november/december ringer de til mig og spørger, om jeg vil komme ud og se scenografien. Den er meget væsentlig for mig, for dér begynder jeg egentlig. Jeg tænker: Hvad klæder den? Hvad skal vi have på? Hvad skal vi synge? Så begynder jeg stille og roligt at få tankerne på plads. I januar mødes vi alle sammen. Vi er 50 på arbejde hver aften, når revyen kører, og næsten alle er med til det første møde i Dronningmølle, hvor vi mødes om eftermiddagen og overnatter til næste dag. Så snakker vi om sidste år, hvad vi kunne tænke os med det næste år, hvad der kører i tiden. En revy skal afspejle den tid, vi lever i, og det nytter ikke at tage noget på scenen, som ikke er populært om tre måneder. Nu har vi et valg forestående, og vi er meget spændt på, hvornår det bliver udskrevet. Bliver det udskrevet snart, har vi to store numre, vi skal skrive om. Men sådan er vilkårene. Det er det, revy består af.

Med teksterne er det sådan, at jeg modtager en mængde forskellige tekster fra en masse mennesker i Danmark, både professionelle tekstforfattere og amatører. Vi læser alt igennem. Vi sidder i 3 uger og læser alle teksterne og lægger i bunker. En ja-bunke, en nej-bunke og en måske-bunke. Vi skal have det hele til at passe sammen, så der er meget sorteringsarbejde.

Midt i marts begynder vi prøverne, spiller revy her på Bakken til og med august og slutter med nogle forestillinger i Aalborg, den sidste forestilling er først i september.”

Har du eller I frie hænder til at bestemme indholdet?

”Ja, det har vi. Vi arbejder sammen, og det er klart, at jeg ikke lader noget gå på scenen, hvis skuespillerne ikke bryder sig om det. Vi er her i 3 måneder, og vi skal have en god sommer, hvor alle er glade for arbejdet.”

Nu understreger du meget, at I er et team. Har I en nødplan, hvis en af jer skulle blive for syg til at gå på scenen?

”Det sker så godt som aldrig. Jeg er her på 29. sæson, og jeg kan huske, at det er sket to gange. Skuespillere bliver ikke syge, specielt ikke hvis de ikke kan dubleres! Nej, spøg til side, skuespillere skal ikke gå på scenen, hvis de har over 39 i feber. Det er en sommerrevy, og ingen skal sætte livet på spil for det. Men det er ikke noget, vi tænker meget over, ingen kan jo gøre for det, hvis det sker. Vi har netop haft en influenza, der mest ramte billetkontoret og systuen op til premieren. Ulf lå i 3 dage, men det var mere end 14 dage inden premieren, så han indhentede det forsømte.”

Noget af det nyeste, du har arbejdet med, var instruktionen af skuespillere, der skal optræde som Korsbæks beboere og i samspil med publikum skabe en illusion af et levende Korsbæk, som vi kender det fra Matador. Vi danskere er ikke så vant til at spille med i en forestilling på den måde, når vi f.eks. går på restaurant. Hvordan er det gået med det?

”Skuespillerne var heller ikke vant til det.  Vi var alle spændt på, hvordan det ville gå. Men det er gået over al forventning. Folk synes, det er så skønt, og stemningen er helt igennem positiv. Man bliver som publikum mødt med f.eks.: ”Goddag, og rigtigt hjerteligt velkommen! Nu skal jeg tage Deres frakke.” Så svarer gæsten glad tilbage: ”Tusind tak skal De have.” Alle går rundt med glade smil på. Pludselig går altandøren op på første sal, og ud kommer overlærer Andersen og skælder publikum ud. Det er den scene, som aldrig er blevet optaget, men som alle tror, de har set.  Det er rigtigt sjovt, og det var skægt at arbejde med det. Vi lavede 60-70 små scener à 1-2 minutter, som man kan improvisere sig ind og ud af igen. Vi havde taget højde for nogle problemer, som viste sig slet ikke at være der. Folk synes, det er skønt.”

Når vi når frem til september, kan du så holde fri?

”Normalt laver jeg ikke så meget om vinteren. Jeg holder altid fri i september, og hvis jeg kan det, en måned i det nye år. Det kunne jeg ikke i år på grund af Korsbæk, og jeg skulle også genopsætte Den Grønne Elevator, som skulle på turné med 3 nye skuespillere. Det blev lidt for meget. I år skal jeg holde ferie i januar og februar, men ikke september, fordi jeg skal direkte ud at prøve på forestillingen ”Deres sensommer” på Østre Gasværk. Det er den gamle film med Henry Fonda og Katherine Hepburn som det ældre ægtepar og Jane Fonda som datteren. Ulf og jeg skal spille den. Jeg har 50-års jubilæum som skuespiller i år, og så valgte jeg den forestilling som min jubilæumsforestilling. Jeg så den for 12-13 år siden med Ghita Nørby og Jørgen Reenberg og syntes, det var en sød og charmerende forestilling, så den glæder jeg mig til at spille. Der er premiere i midten af november.”