steen m andersen unicef
Tekst: Connie Ploug - Foto: Henrik Ploug

FN’s organisation Unicef er verdens største hjælpeorganisation for børn, og Unicef Danmark er en del af den verdensomspændende organisation, der er helt afhængig af frivillige gaver og donationer.

Den danske komité har adresse i den nye FN-By på Marmorvej i det tidligere frihavnsområde i København.

Unicef Danmarks generalsekretær er Steen M. Andersen, som her forklarer lidt om det store arbejde, der gøres for at hjælpe verdens trængende børn:

”Unicef er en meget stor organisation med en omsætning sidste år på næsten 38 mia kroner på verdensplan. Kun to af verdens lande har ikke Unicef repræsenteret – Malta og Cypern. I 34 af disse lande, de industrialiserede lande, har man en national komité under Unicef, men vi er ikke ejet af Unicef. Vi er en forening, der repræsenterer Unicef her i landet, og det har vi gjort siden 1954.”

Hvordan er økonomien sat sammen?

”Vi har de penge, vi kan samle ind. Uanset hvor i verden, vi bor, har de nationale komiteer tre hovedopgaver: vi skal skaffe penge til Unicefs arbejde, fremme børns rettigheder i vores eget land og være bindeled til myndighederne – Udenrigsministeriet, Socialministeriet mv. Det løser vi på forskellige måder, fordi vores 34 samfund er forskellige, men basalt set er det de samme opgaver. Vi i Unicef Danmark er en forening, nogle steder er man en fond, men under alle omstændigheder er det vigtigt at sige, at vi er en privat organisation, og jeg er således ikke FN-ansat. Jeg er ansat på vegne FN, men har danske arbejdsvilkår, og det gør os noget anderles end vore kolleger her i FN-Bygningen. Vi skal selv ud og skaffe vores egne penge hvert år.

Og hvorfor så det? Det er egentlig en meget sød historie: Da Unicef blev etableret i 1946, blev vi etableret som en midlertidig hjælpeorganisation til at afhjælpe nøden i Europa efter 2. verdenskrig. Hjælpeprogrammer var så tæt på Danmark som Polen, Holland og Grækenland. En af de argeste modstandere af, at Unicef skulle gøres permanent, var enken efter præsident Roosevelt, Eleonore Roosevelt, som stadig var en meget indflydelsesrig dame. Hun blev inviteret ud til at se nogle af Unicefs forhold uden for Europa. Da hun kom hjem, var hun drejet 180 grader og sagde: FN, denne nye verdensorganisation, må også have en verdensorganisation, der hjælper børn. Unicef må gøres permanent. Så gik en masse forhandlinger i gang, og kompromis’et var, at Unicef skulle gøres til en permanent, selvfinansierende organisation.

Så begyndte man at etablere nationale komiteer for Unicef. Baggrunden for det er, at en FN-organisation ikke ville kunne få tilladelse til at samle penge ind i Danmark, men en dansk forening, som minder om f.eks. Red Barnet, Røde Kors eller lignende, kan få lov til det. I dag er det faktisk sådan, at tæt ved 1/3 af Unicefs budget på verdensplan består af privatindsamlede penge, der kommer fra de 34 komiteer. Vi samlede i 2015 omkring 220 mio ind på det danske marked, og lagt sammen med bidragene fra alle de andre komiteer kommer vi altså op på de her næsten 12 mia. kroner på verdensplan, som findes i den fælles kasse.

Vi skal ud af vores indsamlede midler i Danmark afholde vores driftsudgifter, men vi har pligt til at have et overskud på 75%. Alle, der driver forretning, vil vide, at det faktisk ikke er muligt at have så stort et overskud, men det har vi rent faktisk. Vi betaler løn og moms ligesom alle andre i erhvervslivet, og de 25% vi har at gøre godt med skal dække både lønninger, almindelige driftsomkostninger, salg, markedsføring, indsamlinger osv. Kun under 5% er ren administration.”

Hvordan går det med at få erhvervslivet til at støtte sagen?

”Det går faktisk rigtigt godt. Vi rundede sidste år en samlet indtjening fra virksomhederne på omkring 55 mio. af de 220 mio. kroner, vi tjente sidste år. Pengene kommer jo sjældent af og sig selv, men vi går heller ikke ud som tiggere. Vi går ud og siger: Vi tror faktisk, at din virksomhed kunne have glæde af et samarbejde med os på den måde, at dine aktionærer og medarbejdere måske gerne vil se, at I gør noget godt. Det skal være en win-win situation, de tider er forbi, hvor man donerer penge uden at få noget igen. I dag, hvor CSR er mere in end måske nogensinde før, synes jeg, vi oplever større og større interesse, og vi har en rigtig god dialog med nogle store virksomheder, som forhåbentlig folder sig ud i 2017. Vi deltager meget ude hos virksomhederne til generalforsamlinger, medarbejderarrangementer osv., ligesom de bruger vores brand i deres markedsføring.”

Hvordan udvælger man, hvilke steder, der skal have støtte?

”Vi har som national komité som sådan ikke noget med det at gøre. Vi har i Unicef de 34 nationale komiteer og derudover i øjeblikket godt 150 landekontorer fordelt ud over Afrika, Asien osv. Meget firkantet kan man sige, at vi skaffer de penge, som landekontorerne skal bruge. Når vi ser bort fra nødhjælp i forbindelse med pludseligt opståede katastrofer og kigger på det daglige arbejde, er der tre kriterier for, hvor Unicef bruger penge: Det første er antal børn under 5 år i landet, dog med en øvre grænse for Kina og Indiens vedkommende, for ellers ville alle pengene ryge til Kina og Indien. Det næste er børnedødeligheden 0-5 år: Hvor mange børn overlever? Og det tredje er gennemsnitligt bruttonationalprodukt pr. indbygger. Kort sagt kan man sige, at jo fattigere landet er, og jo højere børnedødeligheden er, jo flere penge fra Unicef. Derudover kan det tænkes, at vi f.eks. har en rigtig god relation til et sted, hvor vi gerne vil kanalisere nogle af vores indsamlede midler hen. Men ca. halvdelen af det, vi samler ind, går ned i den store Unicefkasse og bliver brugt ud fra de tre kriterier, jeg lige nævnte. Den anden halvdel går til decideret akut nødhjælp eller konkrete programmer i konkrete lande. Det er ikke os i Danmark, der udfører hjælpen ude i verden, det er lokale kolleger, der bestemmer, hvad der skal ske. Vi får så rapporter, så vi ved, hvad der foregår.”

Hvem er det i komiteen her, der bestemmer, hvilke projekter, der skal støttes?

”Det er ledelsesgruppen eller somme tider en bestyrelsesbeslutning. Jeg har en øverste chef i New York, men mine chefer her er en national valgt bestyrelse i Danmark, som en forening har. De mødes 5-6 gange, og der kan vi fremlægge forslag til støtteprojekter, som bestyrelsen så tager stilling til.”

Har I et samarbejde med de øvrige komiteer?

”Specielt imellem de nordiske lande er der en god, lang tradition for samarbejde. Et helt konkret eksempel: Vi fik en ny hjemmeside i Unicef Danmark sidste år. Den var en tro kopi af den norske, for når de har lavet et godt udviklingsarbejde, ”stjæler” vi med arme og ben derfra. Vi har i al beskedenhed et meget godt regnskabssystem, som vi har givet videre til islændingene kvit og frit. Vi har også et godt samarbejde syd for grænsen med de tyske kolleger. Der er altid kulturelle forskelle, men jeg synes, vi er gode til at udveksle ideer også. Der er også i Unicef et system med workshops, hvor man kan mødes med kolleger. Det kan være to dage om, hvordan man samarbejder med erhvervslivet, eller to dage om vores Verdensforælder-program. Man kan som Verdensforælder støtte Unicefs arbejde med et fast, månedligt beløb hvert eneste år, og dem har vi næsten 80.000 af i Danmark, en vigtig indtægtskilde for os. Det samme program har de også i bl.a. Sverige og Italien, og der kan vi hente ”fiduser” til at forbedre vores program. Det er sat godt i system.”

Hvor ofte mødes I i New York?

”Ikke så ofte for mit vedkommende, 1-2 gange om året. På et tidspunkt – jeg har været i Unicef i 21 år – var jeg formand for bestyrelsen for de her 34 nationalkomiteer, og formanden er medlem af Unicefs øverste ledelsesgruppe, som mødes 3 gange om året i New York, så det blev til 4-5 gange i New York dengang. Geneve har det europæiske hovedkontor, som vi i hverdagen har meget mere at gøre med end New York.”

Har I noget med Unicefs verdenslager at gøre?

”Vi kender selvfølgelig vores kolleger, men jeg har principielt ikke noget med det at gøre.
Unicefs verdenslager ligger nu ved den store krydstogtterminal. Det lå fra begyndelsen i 1982 her, hvor vores kontorer er nu, men byen var dengang ikke rigtigt nået herud. Så blev det revet ned og nyopført, hvor det ligger nu. Verdenslageret har ligget i København siden 1962. Det startede i kælderen under FN-bygningen i New York, og efterhånden voksede lageret sig for stort, så det blev flyttet til København, hvor det spredte sig over alle mulige lagerbygninger i Frihavnen, indtil Uffe Ellemann, da han var udenrigsminister, sagde, at den danske stat godt ville bygge et lager til Unicef, og det blev så det, der nu er revet ned. Det var jo meget flot, men dansk erhvervsliv får altså også meget ud af, at lageret ligger her. Dansk erhvervsliv er den femtestørste leverandør til Unicef på verdensplan i kroner og øre, og det ville vi ikke være, hvis lagret ikke lå her. Det giver nogle konkurrencefordele, at du måske bare skal køre dine varer fra Struer til København frem for at transportere langt væk. Det er kun 10% af de varer, som Unicef køber, som rent fysisk passerer København. Hvis vi f.eks. har noget vaccine i Canada, som skal bruges i Indien, er der jo ikke nogen grund til, at det skal passere via København. Men papirarbejdet – toldbearbejdning, bestilling af transport osv. – bliver lavet i København. Det er et lager/logistikcenter med en spændende innovationsafdeling, som produktudvikler, bl.a. arbejder man i øjeblikket på et apparat, der billigt og pålideligt kan diagnosticere lungebetændelse hos små børn.”