mads rahbek
Foto: Henrik Ploug

Den Kgl. Livgarde er en af de ældste, københavnske institutioner, og uden Livgarden ville byen ikke være den samme. Siden maj måned i år har Mads Rahbek været Livgardens øverste chef. Mads Rahbek har mere end 30 års solid militærerfaring bag sig,

fra officersskolen til tjeneste i Jydske Dragonregiment frem til begyndelsen af 1990’erne og derefter i Københavnsområdet,  bl.a. i Forsvarskommandoen i Vedbæk og siden 2005 i Livgarden som bataljonchef og udsendt med Livgarden 2007-2008 med det første store hold til Afghanistan. Derefter fire år som chef for Officersgrunduddannelsen på Hærens Officersskole og endnu fire år som chef for Sergentskolen først i Sønderborg og siden i Varde og derfra til Livgarden først i maj måned.

Vi spurgte oberst Rahbek om bl.a. de udfordringer, det giver Livgarden at skulle deltage i internationale missioner:

”Vi er udfordret lige som alle andre regimenter, vil jeg tro. Vi har konstant soldater udsendt, og derfor har vi en opgave at varetage i forhold til de pårørende. Det er ikke os, der driver missionen, det gør de operative enheder under hærstaben, men jeg har som garnisonskommandant ansvaret for det arbejde, der gennemføres for de pårørende før, under og efter udsendelsen i forhold til orientering omkring, hvordan det påvirker både soldaten og familien, når en soldat skal udsendes. Vi skal orientere og støtte familien under udsendelsen og håndtere situationen, når soldaten kommer hjem. Vi har godt 120 mand i Irak i øjeblikket, og der er en igangværende proces med fælles informationsmøder for familierne før, under og efter udsendelsen. Alle de pårørende på samme hold får de samme informationer og mødes og danner netværk, således at de har nogen at støtte sig til, mens soldaterne er udsendt. Mange pårørende har de samme typer oplevelser og udfordringer, og mange af de udfordringer er der svar på blandt andre, som har prøvet det før. Vi har en blanding af nogle, som er vældigt rutinerede i at være pårørende til en udsendt, og nogle, som er førstegangspårørende, og det betyder selvfølgelig en del for os. Dertil kommer, at en del af vores faste personel på skift er udsendt og derfor jo mangler herinde.”

Hvordan påvirker det selve uddannelsen, at man kan blive sendt ud?

”Det er sådan, at værnepligtsuddannelsen, som udgør 4 måneder i Høvelte, og 4 måneder i København, er målrettet på at komme ind og forrette vagten i de kongelige slotte og palæer. Når man er færdig med det, kan man vælge at søge ind og tage en reaktionsstyrkeuddannelse, en 8 måneders uddannelse, der forbereder soldaterne på udsendelse. Den uddannelse er helt målrettet på det at skulle blive udsendt og på den mission, som de udsendes til. Men altså først efter værnepligtstiden. Så man kan tale om to spor: det ene spor, som er målrettet vagttjenesten herinde, og det andet, som er målrettet på enten at gå på sergentskole eller en af de andre uddannelser i Forsvaret eller at gå ud og tegne reaktionsstyrkekontrakt for at blive fast ansat og udsendt.”

Er de unge mennesker målrettet på det ene eller andet spor, når de starter?

”Jeg tror, at fokus i øjeblikket ligger på at aftjene sin værnepligt. Vi har ikke i øjeblikket de store missioner, hvor vi producerer mange enheder til udsendelse, som vi havde for 10 år siden. Det er mit indtryk, at langt størstedelen af soldaterne er målrettet på at få deres første militære grunduddannelse og så vælge spor derefter. Det handler også om, hvad mulighederne er, og det er forskelligt fra sted til sted i landet og afhængigt af aktuelle situationer rundt omkring. I øjeblikket udsender vi nogle soldater, som er sikringssoldater for dem, der uddanner i Irak, og derfor kan vi tage en relativt pæn klump af de værnepligtige og udsende dem som sikrings- og vagtstyrke for de rutinerede soldater, der uddanner de irakiske soldater. Det er os, der har den opgave lige nu. Om et år kan vi risikere, at vi ikke har den opgave, og så kan vi ikke udsende på samme måde. Det varierer noget mere nu end det gjorde førhen, og derfor tror jeg ikke, det er lige så fokuseret som for 10 år siden.”

Hvordan tackler man det psykisk, når man skal forberede soldaterne på at blive udsendt?

”Grundlæggende er det jo bare en del af vores arbejde, ligesom brandfolk går ind i brændende huse og slukker brand. I øjeblikket foregår nogle af opgaverne herhjemme, vi har haft ydet særlig støtte til politiet i forskellige sammenhænge. Vi har haft perioder, hvor vi har haft uddannet folk til støtte for politiet ved grænsen, som så ikke er blevet til noget. En af opgaverne er at tage til udlandet og bidrage, og der, hvor vi bidrager i øjeblikket, er med uddannelse af irakiske soldater, således at de selv kan løse problemerne i Irak.”

Hvor mange har I derude?

”I øjeblikket har vi et kontingent et halvt år ad gangen på 130 mand inkl. nogle fra Flyvevåbnet. Der er soldater fra hele hæren, og Livgarden har ca. 70 mand derude nu. Vi har lige her efter sommerferien fået et hold hjem. Til forskel fra de operationer, vi havde for 10 år siden i Afghanistan, hvor de danske soldater selv gik ud og bekæmpede fjenden, bruger vi her tiden på at uddanne de irakiske soldater i selv at gå ud og bekæmpe fjenden. Det giver en anden type belastning, men det er altid en belastning at være udsendt første gang, og det er altid en belastning at leve i et udsendelsesmiljø, under en eller anden form for trussel uanset hvor man måtte opholde sig. Men det er en del af vores job.”

Der er jo desværre faldet nogle udsendte, men det er vist noget siden?

”Heldigvis, det er længe siden. Det er en del af beredskabet herinde, at jeg skal tage ud og meddele de pårørende, hvis der er sket deres udsendte noget alvorligt. Men vi har over det sidste års tid mistet nogle veteraner, typisk for deres egen hånd.”

Har Livgarden selv et beredskab for at samle veteraner op?

”Vi har en kontaktordning med en seniorsergent og en konstabel, som har til fast opgave at støtte de udsendte og veteraner, som har behov for hjælp og støtte hos os. Den egentlige behandling af veteranerne foregår i dag på et veterancenter i Slagelse, som har psykologer og andre, som tager sig af behandlingen.”

Man hører ofte i pressen, at der ikke gives nok opmærksomhed og behandling til veteranerne? At nogle veteraner desværre ikke kommer tilbage til et normalt liv?

”Jeg tror, det er svært at definere, hvad nok er. Vi har mere end 90% af de udsendte, som kommer styrket hjem. Men hele mediebilledet er præget af de 10% eller mindre, som har det skidt, eller som ikke kan komme videre derfra, hvor de p.t. er. Hvad der individuelt skal gøres for den enkelte, kan være rigtigt, rigtigt svært at vurdere, især hvis de ikke selv fra starten indser, hvad deres behov er. Om man nogen sinde kan gøre, hvad der set med deres øjne er nok, tror jeg er svært at afgøre. Men jeg vil sige, at vi i dag generelt har en god og velfungerende veteranpolitik på mange områder, men der vil altid være områder, hvor enkeltpersoner falder ned imellem to stole, eller hvor nogle af de myndigheder, der er andre steder i samfundet, ikke understøtter på den måde, som vi gerne ser det. Hvis en veteran får underkendt en arbejdsskade, er det jo ham, der står tilbage med problemet, uanset hvilken styrelse, der nu har truffet den beslutning, og for os er det altid skidt, når en soldat ikke har det godt.”

Du mener, at det er den gamle historie med pressen, at det er de dårlige historier, der sælger, og ikke succeshistorierne?

”Det er det helt bestemt. Jeg har lige i sidste uge været med til at overrække Gardernetværks Talentpris til en ung soldat, som kom hjem fra mission, fik konstateret PTSD, selv gik i gang med at bearbejde det og brugte den hjælp, han kunne få fra systemet. Han endte med at starte en forretningskæde i Danmark inspireret fra USA, og har nu inden for et år etableret 8 butikker i Danmark. Han er stadig veteran med PTSD i den kategori, vi hører alle de dårlige historier om, men ham går det fint for, og han bruger en masse af sit overskud til at hjælpe andre veteraner. Men den slags historier hører man aldrig noget om. Rigtigt mange veteraner klarer sig fint.”

Hvordan er søgningen generelt til Livgarden?

”Vi har stadig 1½ - 2 års ventetid. Der er masser af søgning, selv om Livgarden er kendt for at være det hårdeste og sværeste sted at aftjene sin værnepligt. Traditionen med at stå vagt om dronningen er stadig meget populær, og det er også tydeligt at mærke, at en meget stor del af vores gardere i dag har en familiær tilknytning til nogen, som har været gardere før dem. Rigtigt mange. Og rigtigt mange af dem vil gerne videre i en erhvervsmæssig karriere, og de mener, at det er godt for dem i deres fremtidige erhvervskarriere at have været her forbi. Der er slet ingen tvivl om, at tiden her er god at have på deres CV. Man har lært at tilpasse sig, være fleksibel, have selvdisciplin og styr på tingene, blandt andet.”
Tekst C. Ploug